| |
Gymnastik
Vi glæder os helt vildt til igen at kunne byde en masse glade gymnaster, både nye og ”gamle”, velkommen til en sjov og lærerig gymnastiksæson i Glud Hallen.
I den kommende sæson tilbyder vi følgende hold:
NB! Man kan kun tilmelde sig holdene "½ pris for instruktører eller ved gymnastikhold nr. 2" hvis:
- barnet skal tilmeldes gymnastikhold nr 2 og allerede er tilmeldt et hold til fuld pris
- eller hvis det er børn til instruktører."
Ved tvivl er I velkommen til at skrive til Ina fra gymnastikudvalget på ina_dam@hotmail.com
Mor/Far/Barn
Mor/Far/Barn er for dig, der gerne vil have en aktiv time sammen med dit 0-3-årige barn.
Gennem leg styrker vi dit barns motorik og bevægelsesglæde ved brug af musik og forskellige redskaber.
Der er ingen krav - alle kan være med på holdet!
Børnefræs
Gymnastik for 3-6 årige.
Kom og vær med til en time med musik, bevægelse og sjove aktiviteter. Vi vil få sved på panden og bevæge hele kroppen.
Kom frisk - vi ses!
Børn fra Idrætsinstitutionen Børnehuset Giraffen har mulighed for at blive hentet kl. 15.40 af hjælpeinstruktørerne på holdet og fulgt op til hallen. Forældrene skal fra uge til uge skrive barnets navn på sedlen, hvis det skal følges til Børnefræs, ellers må personalet ikke sende barnet med.
Junior spring/rytme 0.-1. klasse
Holdet er en blanding af rytme- og springgymnastik. Vi laver gymnastik på gulvet til musik, øver rytme, dans og leger. Vi skal lave redskabsbane, slå koldbøtter forlæns og baglæns, øve vejrmøller, måske stå på hovedet og øve tilløb og spring på bræt. Alle kan være med.
Showdance/Rytme 2.-6. klasse
Holdet er for piger fra 2.-6. klasse. Vi skal høre fed musik og lære at bevæge os til den som et hold. Matilde og Ella underviser i rytmisk serie, som trækker på den klassiske gymnastik, mens Laura og Ingrid underviser i en showdanceserie, som trækker på moderne dans. I denne time får man begge dele med.
Store spring
For alle der har lyst til at gå til springgymnastik, nybegynder eller øvet.
Der trænes håndstand, ruller, vejrmøller, araberspring, flik-flak og kraftspring på airtrack efter niveau. Vi arbejder primært med spring, men der vil også være noget rytmisk i form af serie og leg. Vi vil gøre alt for, at alle kan udvikle sig hver især. Ud over træning er det også en stor selvfølge, at det skal være sjovt for alle.
Vi glæder os til at tage imod jer!
Kom ud af busken, mænd!
Siger du også av av av, når du skal ind i bilen eller ud af sengen eller op fra sofaen, så er tilbuddet her!
Et nyt tiltag i SS Skjold. Det er for mænd i alderen 18-99 år, som gerne vil have rørt hele kroppen.
Vi skal både have armsving, englehop og mavebøjninger. En hel masse boldspil som hockey og fodbold. Ca. 30 min gymnastik og en times boldspil. Vi slutter hver træning med et bad, en øl eller vand i omklædningsrummet, får lige drøftet dages sejre. Og vi deltager selvfølgelig i gymnastikopvisningen til marts.
|
Er det noget for dig?
Sæsonen starter i uge 37. Så sæt kryds i kalenderen og kig forbi Glud Hallen til en gratis prøvetime.
Vi glæder os til at se dig 🙂
|
|
| |
|
|
|
|